Hop til indhold

Kort sagt - om Foghs åbningstale

Anders Fogh Rasmussen under ÅbningstalenFoto: Rasmus Flindt/Altinget

Folketinget åbnede i dag med besøg af de kongelige, repræsentanter fra Færøerne og Grønland samt et fyldt Folketing. I den anledning holdt statsminister Anders Fogh Rasmussen sin åbningstale. Efter talen var der både ris og ros fra tænketanke, erhvervsliv og fagbevægelse.

En lang række af erhvervslivets og fagbevægelsens organisationer har overfor Ritzaus Bureau tilkendegivet deres reaktioner på Anders Fogh Rasmussens tale.

LO: For langt mellem ord og handling

Fagbevægelsens hovedorganisation LO er ikke just tilfreds med statsministerens tale. Den var fyldt med fine ord, men der er langt mellem statsministerens ord og til egentlig handling, lyder LOs kritik. Det gælder for eksempel i forhold til tiltag uddannelsesområdet og løftet om praktikpladser til alle. LO vil til gengæld forsøge at holde statsministeren og regeringen fast på de planer, den har, for en forbedring af beskæftigelsesindsatsen.

FTF: Mindre pisk, mere gulerod

Hos den faglige hovedorganisation Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd FTF, mener man, at statsministerens tale er udtryk for en ubalance i velfærdsdebatten, der betyder, at der fokuseres for meget på pisk og for lidt på gulerod. FTF mener, at Fogh fokuserer alt for meget på det individuelle ansvar og mindre på, at samfundet kan skabe bedre rammer for bestemte grupper på arbejdsmarkedet. FTF mener desuden ligesom LO, at der er for langt mellem statsministerens ord og den reelle handling - særligt når der tales om opprioritering af uddannelse, mens der på finansloven skæres i voksen- og efteruddannelsen.

DA: Tilfreds med reformløfter

Dansk Arbejdsgiverforening er til gengæld begejstrede over udsigten til reformer på arbejdsmarkedet. Her mener man, at gennemgribende reformer er nødvendige, hvis det skal være muligt at skabe et dynamisk samfund, der kan begå sig i den internationale konkurrence og derved skabe et fremtidigt ligeværdigt og rigt samfund.

HTS: Tilfreds med reformløfter

Hos brancheorganisationen Handel, Transport og Service hæfter man sig ligeledes ved statsministerens annoncering af reformer inden sommerferien. Det er reformer som skattelettelser, større incitament til at uddanne sig, og større incitament til at vælge arbejde frem for offentlig forsørgelse, som organisationen efterlyser. Ifølge HTS er de vejen til øget dansk konkurrencedygtighed.

Dansk Byggeri: Tilfreds med reformløfter

Dansk Byggeri ser frem til de arbejdsmarkedsreformer, som statsministeren varslede i sin åbningstale. Dansk Byggeri påpeger især vigtigheden af at få lavet om på den problematik, at der i Danmark er 160.000 ledige samtidig med, at der er frygt for flaskehalse. Samtidig savner Dansk Byggeri dog en række initiativer til gavn for almindelige lønmodtagere, så som sikring af arbejdskraftens mobilitet, boliger, der er til at betale for almindelige lønmodtagere, samt forbedringer af infrastrukturen så tidspresset lettes for børnefamilierne.

DS: Bekymret for flaskehalse

DS Håndværk og Industri peger på flaskehalsproblematikken. Den lave ledighed skaber begynder ifølge DS så småt at skabe problemer på arbejdsmarkedet, og det får organisationen til at efterlyse konkrete bud på løsninger på flaskehalsproblemerne i statsministerens tale. Arbejdsgiverforeningen er derimod tilfreds med statsministerens løfte om at modernisere erhvervsuddannelserne og sammen med virksomhederne gøre en ekstra indsats for at skabe praktikpladser til unge.

3F: Skuffet over passiv Fogh

Hos fagforbundet 3F er man til gengæld generelt skuffet over statsministerens åbningstale. 3F vurderer, at Fogh er alt for passiv i forhold til den globale udfordring, når han i talen lægger op til at lade det være op til private virksomheder og arbejdsmarkedets parter at sikre uddannelsesmiljøer og forskning og derved sikre et langtidsholdbart samfund. 3F peger blandt andet på, at regeringen har afskaffet skolepraktikken, manglende indsats over for mennesker med læse- og staveproblemer, ligesom 3F havde håbet på konkrete bud på at løse integrationsproblemerne.

Finansrådet: Håber på skattereform

Hos pengeinstitutternes brancheforening Finansrådet venter man sig meget af de reformer statsministeren annoncerede i sin tale, men rådet efterlyser samtidig en skattereform, der kan sænke skatten på arbejdsindkomst. Finansrådet mener, at statsministeren krøb uden om emnet ved blot at referere til regeringens skattestop.

DI: Håber på skattereform

Dansk Industri tror også på vigtigheden af en lav skat på arbejde. DI mener, at målet må være, at ingen betaler mere end halvdelen i skat af en ekstra arbejdsindsats. Yderligere peger organisationen på, at høj beskæftigelse og overskud på både betalingsbalancen og statsbudgettet er en god grobund for reformer. Ifølge organisationen vil reformerne styrke Danmark i forhold til de globale udfordringer og øge produktiviteten. Reformerne skal sættes ind på, at sikre bedre uddannelser, mere forskning og innovation samt på at fremme iværksætterlysten.

AE: Ønsker opgør med skattestoppet

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er modsat mange af de andre organisationer ikke tilfreds med, at Fogh primært talte om velfærdsreformer. AE ser frem til, at regeringen snart kommer med konkrete bud på velfærdsreformer, men har samtidig kun hovedrysten til overs for, at statsministeren endnu en gang cementerede regeringens skattestop. AE henviser til, at regeringens skattestop låser ejendomsværdiskatten, så der ikke kommer flere penge i statskassen, selvom økonomien vokser.

Velfærdskommissionen: Godt at få gang i velfærdsdebat

Velfærdskommissionens formand, økonomiprofessor Torben M. Andersen, er meget tilfreds med, at statsministeren i sin tale for alvor tager hul på debatten om velfærdsreformer. Formanden lægger dog samtidig vægt på, at det er vigtigt, at debatten kommer til at handle om muligheder, og ikke blot bliver en nedskæringsdebat.

Cepos: Godt at få gang i velfærdsdebat

Den liberale tænketank Cepos er også godt tilfreds med, at statsministeren med sin tale sætter gang i velfærdsdebatten. Cepos hilser statsministerens ændrede signaler om velfærdsreformer på efterløn og folkepension inden næste sommer velkommen, da tænketanken mener, at regeringen har et efterslæb, når det gælder reformer. Ud over bortfald af efterlønnen og forhøjet pensionsalder, er der ifølge Cepos også behov for reformer af dagpengesystemet og en skattereform, der sænker den øverste marginalskat.

Annonce:


Nyhedsbreve.tv2.dk RSS-feeds Pauseskærm Nyhedsagent

Annonce:

Se også