02-12-09: 10:13 | opd. 02-12-09: 10:15 | af: Nyhedsbureauet Direkt
KØBENHAVN (Direkt) A.P. Møller - Mærsks plastikvirksomhed Rosti har solgt divisionen Rosti Technical Plastics, der udgør størstedelen af forretningen, til det svenske familiekonglomerat Nordstjernan.
Et salg var allerede på tale i foråret, men der ville Nordstjernan ikke betale den ønskede pris. Nordstjernan har imidlertid ændret holdning på grund af en stærk udvikling for Rosti Technical Plastics i år.
- Vores performance i Rosti-gruppen har været meget positiv. Det er gået bedre, end vi havde ventet i år, og også bedre end Nordstjernan havde forventet. Det var alene på grund af prisen, at vi ikke kunne blive enige om et salg tilbage i foråret, men den positive udvikling har betydet, at vi samlet har fået et bedre provenu, end vi ville have fået i foråret, fortæller adm. direktør i Rosti A/S, Stig Hoffmeyer, til nyhedsbureauet Direkt.
Og den vurdering kan Rostis bestyrelsesformand Bent Carlsen tilslutte sig.
- Den finansielle situation i verden er blevet bedre, og Rosti er kommet særdeles pænt gennem 2009. Derfor har køber ændret mening og vil nu betale det, som selskabet er værd, siger Bent Carlsen til nyhedsbureauet Direkt.
Rosti sælger i alt fem fabrikker, der svarer til ca. 70 pct. af den samlede omsætning. Den solgte del har haft driftsoverskud de seneste fem år, og det bliver bedre endnu i fremtiden.
- Vi har haft en meget stor ordreindgang af nye projekter i 2009, så ordrehorisonten for de kommende år er god, og vi står i en gunstig position, siger Stig Hoffmeyer og uddyber:
- Vi har som følge af stigende effektivitet og omkostningsbesparelser haft fremgang i indtjeningen i Rosti Technical Plastics de seneste 12 måneder trods et omsætningsfald, og vi venter yderligere fremgang på driften i 2010.
Udover de fem solgte fabrikker har Nordstjernan option på at købe Rosti Technical Plastics' tre amerikanske fabrikker, som Nordstjernan ikke har set endnu.
- Det amerikanske marked har været meget voldsomt ramt under recessionen, men det er fremtiden, man køber. Vi har tilpasset vores omkostningsniveau i USA til det lavere salg og ser også her gode muligheder for fremtiden, fortæller direktøren.
Den del af Rosti Technical Plastics, som sælges fra, har i de seneste 12 måneder haft en omsætning på 112 mio. euro, og leverede i 2008 et driftsoverskud, EBIT, på 54 mio. kr.
Rosti og Nordstjernan oplyser ikke, hvad salgsprisen er, men Jyske Bank har tilbage i sommeren 2008 vurderet, at A.P. Møller - Mærsk ville kunne få omkring 500 mio. kr. for hele Rosti Gruppen, inkl. de tilbageværende fem virksomheder.
Transaktionen forventes at gå igennem i første kvartal 2010, forudsat en godkendelse fra konkurrencemyndighederne.