Isbjørnen fra Nordisk Film vokser sig større. Nu har det Egmontejede selskab købt den største norske biografkæde, Oslo Kino. Dermed får Nordisk Film 15 nye biografer ind i familien af de eksisterende 18 biografer i Danmark og Norge, oplyser Egmont.

Den norske biografkæde sælger omkring tre millioner biografbilletter om året. Og da Nordisk Film i forvejen er medejer af KinoCity Drammen, kommer danskernes markedsandel i Norge op på 28 procent.

Nordisk Film har købt Oslo Kino af Oslo Kommune, der får omkring 600 millioner kroner for biograferne.

- Vi har over 100 års erfaring og kærlighed til film med os i bagagen. Det ser vi frem til at bruge i udviklingen af Oslo Kino, siger Allan Hansen, direktør for Nordisk Film.

I Danmark har Nordisk Film Biografer 17 biografer. Og sidste år blev der solgt 6,1 millioner biografbilletter her.